tirsdag den 20. november 2007

Depot Beach igen

Vi lejede en kabin for kun 85 dollars denne weekend på Depot Beach. Kom lidt sent afsted efter en hyggelig aften med Andrew og Karene. Vi kørte som tidligere gennem den historiske western agtige by Braidwood og ankom klokken to om eftermiddagen. Vi kunne ikke finde parkbestyreren og blev derfor lidt bekymrede for, om vi havde overnatningsmuligheder for natten. Det viste sig, at han havde låst vores kabin op og gemte sig på sit kontor, hvor han helst ikke ville forstyrres.

Alt foregår meget relaxed hernede, hvilket dette er endnu et eksempel herpå. Vi kunne heller ikke af samme grund aflevere nøglen, da vi skulle afsted, og efterlod derfor en ulåst hytte. No worries mate.

Efter ankomsten, en hurtig frokost og omklædning til strandtøj og ti kilo solcreme, tog vi ned til vandet for at surfe og boogieboarde, men det blev mest til boggie boarding, da vinden havde lagt sig. Det er skønt at komme til det mere friske hav, nu hvor der er over 30 grader i stillestående luft i Canberra.

En tur ud på de skiferagtige klippeflader med små tidevandshuller, viste det utrolig smukke og varierede dyre og planteliv, som vi tidligere er stødt på hernede i Australien. Vi så Paua eller abelone muslinger, albueskæl, konksnegle, ruer, små fisk (kuffertfisk, sort og gulstribede fisk, gråstribede fisk ), søstjerner, slangestjerner, søpølser, tanglus, bordeaux farvede søanemoner, krabber, blæksprutter m. m.. derudover mødte vi wallabier, som gerne ville klappes på maven eller kløes bag øret, hvid hovedet ørn, rosellaer og andre papegøjer i alskens farver, en rød papegøje sad på Frederiks badebukser på terrassen, grinende latterfugle, og sultne possummer på udkig efter rester fra aftensmaden.

Fantastisk.

Benedicte fik samlet en flot kollektion af skaller, som vi nu skal igang med at afrense.